Chameleon School gruppen holder fernisering på Kunstakademiets Arkitektskole
Kære medlem, og andre interesserede
Du inviteres hermed til åbningen af udstillingen CHAMELEON SCHOOL – Mobil skole i Indien i galleriet på Kunstakademiets Arkitektskole fredag den 28. oktober 2011 – kl 15:00, hvor der vil være lidt til ganen.
Vi håber på at se dig!
———————-
Pressemeddelelse
At bygge i Indien er ikke helt, som at bygge herhjemme.
Med udstillingen ChameleonSchool tager Arkitekter Uden Grænser dig med på en rejse gennem processen og tilblivelsen af en mobil skole i det nordlige Goa.
Med film, dagbogsnoter og fotos beskriver udstillingen de mange overvejelser, opdagelser, nedture og opture som projektgruppen møder på deres vej, inden den færdige bygning blev indviet i februar 2010.
MovingSchool er et skolekoncept og en Indisk funderet NGO. Den er skabt af frivillige, som arbejder for, at fattige nomade børn skal have mulighed for at lære at læse, skrive og regne. Idéen er at skabe skoler, som flytter sig med de børn, der undervises – skolen skal komme til børnene og ikke omvendt.






















