Et stort hjerte, ansvar og overraskelser. Der er efterhånden indfundet sig en hverdag med daglige rytmer. Man er for længst faldet til og kommer, for hver dag der går, tættere på de lokale og deres hverdag. Det er fantastisk, når de fortæller om deres liv. Et liv der er så markant anderledes og alligevel grundlæggende ens, når det omhandler de mønstre og vaner, vi som mennesker tillægger os – ligegyldigt hvor vi befinder os i verden.

Familien vi er sammen med hver dag, eftersom de bor på byggepladsen, er læren Subhash, hans kone Shobha og deres lille søn Vivek. De er fattige mennesker, der ikke har mange midler, men alligevel er der et helt utroligt overskud. Hver morgen, inden skolen starter, tager Subhash af sted for at hente nogle af børnene. De lever under endnu dårlige kår. Forældrene tjener de stort set det samme, som Subhash, men formår ikke at holde trådene sammen og druk er desværre ofte årsagen til, børnene behøver hjælp. Han vækker dem og sørger for de bliver parate til dagens skolegang – ellers kommer de ikke – og det er ikke, på grund af manglende lyst.

Langt de fleste børn i skolen, er ud af en større børneflok, hvor forældrene er på arbejde det meste dagen og derigennem får de ansvaret for deres mindre søskende. En af pigerne, Bhagamma, er ud af en søskendeflok på 8, snart 9, hvor hun er den anden ældste i flokken - i en alder på bare 9 år. Hun tager sig af sine mindre søskende før, under og efter skolen. Hendes blik vidner om et liv, der ikke er præget af leg og barnlig naivitet, men et fast alvorligt blik, som sjældent ses hos børn. Det er også en måde at blive voksen på…

Det var en stor lettelse, den dag vi borede de sidste huller i klodserne til vores bjælkekonstruktion. De havde ikke bare voldt mange, men utallige timer og en hel del besvær. Nu var materialerne til vores byggekomponenter endelig kommet på plads, så vi kunne komme videre i den proces, der efterhånden allerede var forsinket betydeligt. Færdiggørelse af klodserne, betød vi kunne gå i gang med at samle elementerne og dermed få gang i hovedkonstruktionen. Samtidige fik vi også færdiggjort facaderne, der består af halve bambus på stålwire, der spændes op mellem hovedkonstruktionens to dæk. Spillet mellem kontraster, det lette og det tunge, giver skoleenheden et klart defineret udtryk.

Her er altid uforudsigelige overraskelser. Aldrig ved man, hvad dagene bringer. Vi var nået et godt stykke hen i opbygningen, inden vi konstaterede, vi måtte afmontere alle de bærende søjlerne fra dækket for at forstærke dem. Det gik ellers lige så stabilt fremad. To skridt frem og et tilbage. Godt det ikke er den anden vej rundt.