On site

Indsigt, lokalisation og revurdering. Endnu en uge er gået og vi kan mærke tidsplanen snævre til. Alt tager ufattelig lang tid og vi har måttet erfare, der bliver brug for et par ekstra hænder, i de sidste uger, for at få skoleenheden op at stå. Inderen Malaya, som er vores håndværker på projektet, ligger en stor ære i sit arbejde – forståeligt nok – og forventer, vi i projektteamet ikke ligger de store fysiske anstrengelser i byggeprojektet og har derfor allieret sig med to assistenter. Sådan er det her og det må vi respektere. Det, der er vores primære opgave, er at processen bliver koordineret således alt klapper og tiden bliver udnyttet optimalt, simultant med projekteringsarbejdet. Der er ingen tvivl om, teamet besidder dette overblik og den portion tålmodighed, der er behov for.
Spændte havde vi ventet placeringen af skoleenheden. Udfaldet blev ikke som forventet i bushen hos minearbejderne, men her i Arambol ved siden af en anden MovingSchool, der er stedfæstet i en permanent bygning.
Brugerne er stadig fattige migrantbørn, bare lokaliseret et andet sted. Organisationen er efterhånden vokset betydeligt og kan ikke følge med tempoet og lejer sig derfor ind i permanente bygninger.
Ad ujævne og smukke vejforløb kørte vi mod den tilgrænsende delstat Maharasthra for at aflægge visit hos et bambusinstitut. Instituttet har specialiseret sig i udviklingen og arbejdsmetoder af materialet. Lige fra mindre designs til byggeri. Dog måtte vi ikke tage fotos flere af stederne på instituttet til lidt ærgrelse for vores kommende bambusmanual. Til gengæld fik de taget en del af os – sådan kan man gå hen og blive attraktionen selv. Besøget på instituttet var interessant og informativ.
En uge med adskillige besøg, bestillinger og indkøb af yderligere materialer. Lige fra afstandsklodser til bjælkekonstruktionen til stålbeslag og bambus til klimaskærmen. Klimaskærmen blev i ugens løb tilpasset og revurderet i forhold til nye muligheder og konstruktive fordele. Afstandsklodser blev indkøbt på et savværk. Et besøg her, er betydelig anderledes end i Danmark. Arbejdssikkerheden er ikke i højsædet - her forgår det på bare tæer blandt træflis, søm og store maskiner. Det så dog heldigvis ud til, alle havde intakte fingre og tæer.