ÅRETS ARNE TIL OMBYGNING OG GRÆNSELØSE FRIVILLIGE

Fredag den 31. januar blev Årets Arne uddelt i Arkitekternes Hus i København og årets “Lille Arne” gik til AUGs egen udgivelse “Developing Architecture, Learning from Sierra Leone”. 

Hovedprisen, Store Arne, gik til det roste ombygningsprojekt af Trollbeads’ hovedkvarter i Toldbodgade 13, København, som er tegnet af BBP Arkitekter. Den mindre pris Lille Arne gik til bogen Developing Architecture, Learning from Sierra Leone, der er udgivet af den frivillige organisation, Arkitekter Uden Grænser.

Arne-priserne nomineres og uddeles af Arkitektforeningens københavnske lokalafdeling, og prisoverrækkelsen er højdepunktet ved den traditionsrige nytårskur i Arkitekternes Hus på Christianshavn.

Bogudgivelsen er først og fremmest en flot grafisk produktion, der som alt andet arbejde i AUG-regi er frivilligt og baseret på donationer og fondsmidler.

Årets lille Arne går til Arkitekter Uden Grænser (AUG) for bogen Developing Architecture, Learning form Sierra Leone. I begrundelsen lyder det:

”Bogudgivelsen er først og fremmest en flot grafisk produktion, der som alt andet arbejde i AUG-regi er frivilligt og baseret på donationer og fondsmidler. Derudover er bogens indhold en lang fortælling om, hvordan arkitektur kan gøre en forskel, og kan forbedre leveforhold markant for ressourcesvage mennesker i verdens fattigste områder. AUG tager ansvaret for at sikre social og miljømæssig bæredygtighed alvorligt og stiller sig til rådighed for mennesker, der ellers ikke har mulighed for at bruge arkitekter.
Bogen er en smuk dokumentation af et stærkt initiativ, som grundlæggende handler om at gøre vores byggede verden til et bedre sted at være. Udgivelsen markerer desuden AUG’s 5 års jubilæum i Danmark”.

Tyra Dokkedahl, projektleder og redaktør i boggruppen hos AUG siger om tildelingen af Lille Arne:

”Arkitekter uden Grænser udgiver bogen for at vise vores arbejde frem til i dag i én samlet fortælling, blandt andet til vores kollegaer i arkitektstanden. Derfor modtager vi Lille Arne med stor glæde og stolthed. Vi håber, at bogen og denne pris skaber endnu mere interesse for AUG’s indsats for at skabe gode bygninger og forbedre levevilkårene for mennesker, der normalt ikke har adgang til arkitekters kunnen. ”

FAKTA

STORE ARNE

Ombygningsprojektet, Toldbodgade 13, Trollbeads Domicil
Arkitekt: BBP Arkitekter
Bygherre: Lise Aagaard Copenhagen A/S

LILLE ARNE

Developing Architecture, Learning from Sierra Leone.
Projektteam: Arkitekter Uden Grænser
Udgivelsen er støttet af Statens Kunstfond, KAB Fonden og Arkitekter Uden Grænser samt crowdfunding.
Redaktion: Frida Sophie Vang Petersen, redaktør, Tyra Lea Amdisen Dokkedahl, projektleder og redaktør, Steen Andersen, skribent og redaktør og Jens Dan Johansen, grafisk designer

OM PRISEN

Prisen Årets Arne blev indstiftet i 2007 af Arkitektforeningens Lokalafdeling København. Prisen er en statuette i akryl, præget med arkitekten Arne Jacobsens ansigt.

Blandt de tidligere modtagere af Årets Arne er: Ørestad Skole, tegnet af KHR Arkitekter (2013), Københavns Kommune, Center for Bydesign – for udearealer (2012), Lundgaard & Tranberg Arkitekter for ”Guld/Sort/Grøn Trilogien” (2011), Dorte Mandrup Arkitekter for tilbygningen til Arne Jacobsens Munkegårdsskolen (2010), Projekt Under Opførelse (2009) Tidl. Kulturminister Brian Mikkelsen for Den Nationale Arkitekturpolitik (2008)

>>Læs mere på Arkitektforeningens hjemmeside