BOG OM AUG PÅ VEJ

Arkitekter Uden Grænser udgiver en bog ultimo 2013 for at udbrede kendskabet til vores arbejde og efterhånden mange projekter. Den skal skabe opmærksomhed om organisationen, sætte vores budskaber på dagsordenen og generere flere ressourser, samarbejder og projekter.

I efteråret 2012 gik vi så småt igang med at finde samarbejdspartnere, og vi har fået nogle dygtige folk med på vognen. Nu er vi ved at producere første del af bogen, en dummy, og det bliver rigtig godt! Steen Andersen, der står bag “Byen bliver til – en urban håndbog” om Prags Boulevard 43, har takket ja til at være redaktør og skribent. Jens Dan Johansen sætter bogen op, og har tidligere layoutet publikationen THE KAOSPILOTS 20X20, arkitekturmagasinet “Dear…” mm. Eva Bjerring, arkitekturskribent ved Arkitektforeningen, DAC, Arkitekten mm., sørger for kommunikation og PR  undervejs. Sidst, men ikke mindst lancerer vi bogen med en udstilling, som kurateres af Nina Wöhlk ved projektgruppen Klondike, der også har samarbejdet med AUG tidligere. Der er masser af materiale  –  skitser, billeder og spændende historier om AUG’s små arkitektoniske perler rundt om i verden. Vi glæder os til at vise det frem.

I april søsætter vi en crowdfunding kampagne, hvor man kan forudbestille bogen, og dermed sikre at bogen bliver trykt og udgivet. Der kommer en forsmag på bogen og godbidder undervejs, så hold øje her på hjemmesiden og på Facebook.

Hvis man har gode forslag er man velkommen til at kontakte Tyra Dokkedahl, tovholder på bogprojektet, på tdo@arkitekterudengraenser.dk.