BYGGEPLADSLEDER SØGES

Arkitekter Uden Grænser opfører et læringscenter for miljø, bæredygtigt landbrug og energi i Sierra Leone- tæt ved hovedstaden, Freetown.

Projektet udføres for den sierra leonske NGO, Environmental Foundation for Africa.

Vi leder efter en arkitekt, konstruktør e.l. som har tid og lyst til at tage til Sierra Leone 1-2 måneder her i foråret 2013 som byggeleder. Det er godt hvis du har erfaring fra tidligere projekter i Sierra Leone eller Afrika, eller anden praktisk byggepladserfaring.

Udgifter til flybillet dækkes, desuden giver vi mindre beløb til leveomkostninger og EFA stiller gratis bolig til rådighed (200 m. til lækker badestrand).

Arbejdsopgaver er primært at lede og fordele arbejdet til de cirka 10-15 lokale håndværkere.

Opførelsen af centeret er ved at være færdig, men der mangler stadig alle de vigtige ting som får centeret til at fungere. Opgaver som venter er vandtanke til regnvandsopsamling, produktion af lersten, toiletbygninger i lersten, indretning af kontorer og udstillingsområde samt design af møbler.

Centeret forventes færdig før regnsæsonen i maj/juni.

PROJEKTET

EFA(Environmental Foundation for Africa) henvendte sig i 2010 til os med ønsket om at få hjælp til at tegne og bygge et læringscenter for miljø, bæredygtigt landbrug og energi. Deres ønske tog udgangspunkt i behovet for at oplyse lokalbefolkningen om de massive miljømæssige udfordringer Sierra Leone står foran, samt at skabe politisk fokus på miljøområdet.  EPA (The Environmental Protection Agency of Sierra Leone) og Undervisningsministeriet vil bidrage til driften af centret og arbejder på at inkludere udstillingerne i den fremtidige undervisningsplan for folkeskolerne.

Bygningen skal desuden fungere som samlingssted for miljøorganisationer i Vestafrika, for at styrke den kollektive indsats.

Centret ligger i Sussex, ved hovedvejen til Freetown. Læringscenteret er på 400m2 og indeholder auditorium, udstillingsareal, videolab, bibliotek og kontorer. Bygningen lægger sig op ad bjerget og udnytter derved bjergets hældning til at opbygge auditoriet i midten af bygningen.

Taget er formet asymmetrisk efter omgivelserne, så det åbner op mod udsigten samt møderummet på 1.sal og lukker mere af mod nord, hvor regnen kommer fra. På hver side af husets ‘indre gade’ er de lukkede rum placeret som bokse på gulvkonstruktionen.

Projektforslaget er udarbejdet ud fra følgende to hovedkriterier: For det første skal bygningen være et tydeligt ‘landmark’ i landskabet udenfor Freetown. En bygning, som signalerer vigtigheden af miljøorganisationernes kamp og gør opmærksom på deres tilstedeværelse.

For det andet skal det være en bygning, som viser, hvordan man kan opføre moderne byggeri med anvendelse af nye samt traditionelle materialer og bæredygtige principper.

Bygningen er placeret på punktfundamenter, både for at nedbringe brugen af cement og for at efterlade det mindste aftryk muligt. Der vil blive indbygget VIP toiletter, som ikke bruger vand, men som ved korrekt behandling giver gødning til landbrug.

Solcellerne er en del af udstillingen og der er indtænkt naturlig ventilation, for at vise alternativer til air condition. Bygningen skal i sig selv være et eksempel til efterfølgelse. I centret indgår udstillinger og landskabelige tiltag, som viser lavpraktiske løsningsmodeller på bæredygtigt landbrug, skovdrift og energi.

Har du lyst til at blive en del af dette projekt eller har du brug for mere info så endelig kontakt os.

Vi ser frem til at høre fra dig.

På vegne af projektgruppen, Rasmus Hamann, rchamann@hotmail.com, tlf: +45 26630901

>>Læs mere på hjemmesiden til Environmental Foundation for Africa

One comment on “BYGGEPLADSLEDER SØGES

  1. Annelie Håkansson

    Hej,

    Jag har mulighet att arbejde for arkitkter uden granser mellem 20 februari > ca ultimo april.
    Jeg ar udanned på Kunstakademiet 2007 och har arbejdet mestadels som programarkitekt og planläggare. Ingen byggepladserfaring, men gjort en hospitalsporjektering på White Arkitekter.

    Är ni intresserade så hjälper jag gärna till.
    Jag har erfaring av processledelse och skolebyggeri.

    mvh Annelie

Comments are closed.