Seks nye bud på arkitektur og udvikling

I forbindelse med udstillingen Informal Horizons på Arkitektskolens bibliotek afholder vi vores næste Aften Uden Grænser samme sted. Vi forsøger denne gang et nyt format, og har inviteret syv nyudklækkede arkitekter fra KADK til at fortælle om deres projekter, som alle på forskellig vis adresserer spændet mellem udviklingsarbejde og arkitektur. Som altid byder vi også på en efterfølgende diskussion – og et glas vin.

Arrangementet finder sted den 12. september kl. 17.00 – 20.00 på Arkitektskolens bibliotek, Danneskiold-Samsøes Allé 50.

Bemærk at Aften Uden Grænser denne gang foregår på engelsk.

Læs mere om arrangementet her.

AFTEN UDEN GRÆNSER
Aften Uden Grænser er en arrangementsrække med fokus på faglige oplæg såvel som socialt netværk. Vi samles over et glas vin og deler tanker, inspiration og erfaringer inden for udviklingsarbejde og arkitektur. Hver aften har sit eget tema med spændende oplægsholdere, der vil fortælle om deres erfaringer inden for det gældende område, efterfulgt af debat og spørgsmål fra deltagerne. Herefter vil der være mulighed for hygge og videre diskussion, når vi fortsætter snakken over et glas vin.

Hvis du overvejer at blive medlem i Arkitekter Uden Grænser kan du læse mere om vores medlemsskaber her.

Du kan læse mere om Global Aktion her. 

Arrangementet er åbne for alle interesserede uanset faglig baggrund og tilmelding er ikke nødvendig.

Vi glæder os til at se jer!


Åbningsreception for udstillingen Informal Horizons

Onsdag den 4. september inviterer vi til åbningsreception for udstillingen Informal Horizons kl. 17.00-19.00 på Arkitektskolens bibliotek, Danneskiold-Samsøes Allé 50, 1434 København K.

Udstillingen sætter fokus på nogle af de problematikker, som knytter sig til de omfattende urbaniseringsprocesser, der i disse år finder sted i Afrika.

Afrika er verdens mindst urbaniserede kontinent, men er præget af hastig byvækst, hvor folk flytter fra land til by i søgen efter et bedre liv. Næsten 70% af den urbane befolkning bor i områder, som FN definerer som slum. Områder der er karakteriseret ved dårlige boliger, overbefolkning, usikre ejer- og lejerforhold samt mangel på rent drikkevand og kloakering. Udstillingen fokuserer på uformelle bosættelser og jordrettigheder i Østafrika og viser Arkitekter Uden Grænsers projekter i regionen.

Læs mere om udstillingen her.

Du kan se Informal Horizons alle hverdage kl. 9.00 – 19.00 til og med den 11. oktober 2019.

Udstillingen er lavet af Arkitekter Uden Grænser og Institut for Bygningskunst, By & Landskab, KADK.



Ny funktion for medlemmer, som gerne vil være aktive i AUG

Til medlemmer af Arkitekter Uden Grænser, som gerne vil være aktive i organisationen, kommer her en ny funktion. Vi får ofte mails fra medlemmer, som gerne vil være frivillige, komme i praktik eller efterspørger lønnede job. Da vi sjældent har her-og-nu opgaver, som er lige til at tage fat på, må vi desværre ofte takke nej.
For bedre at kunne bruge den ressource, som aktive medlemmer udgør, har vi gjort det muligt at oprette en professionel profil via vores hjemmeside. På den måde er det lettere for os at matche medlemmernes interesser og kompetencer med de opgaver, der opstår.
Medlemmer kan oprette en profil via medlems-login. For at oprette en profil skal medlemsnummeret bruges. Send os derfor først en mail på info@arkitekterudengraenser.dk, så sender vi dig straks medlemsnummeret.
Vi håber, at vores medlemmer vil tage godt imod den nye mulighed.