INFORMAL HORIZONS


Udstillingen Informal Horizons sætter fokus på nogle af de problematikker, som knytter sig til de omfattende urbaniseringsprocesser, der i disse år finder sted i Afrika.

Afrika er verdens mindst urbaniserede kontinent, men er præget af hastig byvækst, hvor folk flytter fra land til by i søgen efter et bedre liv. Næsten 70% af den urbane befolkning bor i områder, som FN definerer som slum. Områder der er karakteriseret ved dårlige boliger, overbefolkning, usikre ejer- og lejerforhold samt mangel på rent drikkevand og kloakering. Udstillingen fokuserer på uformelle bosættelser og jordrettigheder i Østafrika og viser Arkitekter Uden Grænsers projekter i regionen.

Informal Horizons kan opleves fra 2. september til 11. oktober 2019 på KADK biblioteket, Danneskiold-Samsøes Alle 50, 1434 København K. Udstillingen er produceret med støtte fra CISU – Civilsamfund i Udvikling.