PRESSE: INFORMATION – ASYLSØGERE TRÆDER UD AF OFFERROLLEN

Asylansøgere lever isoleret i fattigdom i lejre langt væk fra en dansk hverdag. De må ikke arbejde eller uddanne sig, og derfor bliver de ufrivilligt handlingslammede klienter, som staten må tage sig af. Nu er en gruppe asylansøgere, kunstnere og studerende gået sammen om at skabe et kulturhus, hvor asylansøgere kan møde andre mennesker og vise, at de ikke bare er hjælpeløse ofre.

Af Pelle Rink, Indland
“Hvor mange penge bruger du på en uge?,” spørger Nabil Darwish og retter kameraet mod sine nye danske venner.

800 kr., 2.000 kr., 1.000 kr., lyder svarene.

“Hvor mange penge bruger du selv?” lyder modspørgsmålet.

“Ingen,” svarer Nabil Darwish og smiler.

Filmen om penge er projiceret op på væggen og kører i sløjfe, mens lyshårede, mørkhårede, tørklædeklædte og rastafari-flettede mennesker snor sig rundt i de små tætbefolkede lokaler. Klagende arabisk sang lyder fra scenen, og duften af specialbrygget eritreansk kaffe spreder sig fra cafeen.

Det er åbningsaften for det nye kulturcenter Trampolinhuset i centrum af København, og på alle poster arbejder asylansøgere aktivt, for Trampolinhuset er deres sted, og deres mulighed for at fortælle om sig selv og mødes med det samfund, de så gerne vil være en del af.

Midt i lokalet står Nabil Darwish og ser på sin egen film. Han er 34 år og afvist irakisk asylansøger. Han lever i Danmark på sjette år, og for at skulle fremme hans motivation for at rejse tilbage får han ikke længere penge at leve for, men til gengæld kost og logi i asylcenter Sandholm.

Han ser ikke sig selv som et offer, der skal befries fra lejren. Men med sin film vil han gøre opmærksom på, hvor svært det er at hjælpe sig selv, når man ikke må tjene sine egne penge.

“Jeg ser mange intelligente mennesker her i lejrene, som kan gøre nytte i samfundet. Men de her mennesker og deres ressourcer bliver spildt, og i stedet drukner lejrene dag for dag i sygdom, både mentalt og fysisk hos asylansøgeren, men det bliver også en sygdom i det danske samfund som helhed. De fleste i lejrene kan ikke lide det, men hvad skal de gøre? Ingen lytter til dem. Folk bliver som børn, der skal holdes i hånden hele tiden. De er nødt til at lade andre sørge for alt til dem. Mad, sundhed, skole,” fortæller Nabil Darwish.

For to måneder mødte Nabil Darwish for første gang de danske idémagere bag Trampolinhuset. Sammen med syv-otte andre asylansøgere sad han og kiggede meget skeptisk på de tre kunstnere og omkring 20 studerende, der var mødt op for at gøre deres dagligdag lysere med kunstprojektet Asyl Dialog Tanken.

FARLIGT AT TÆNKE

“De troede, de kunne forbedre vores liv ved at male væggene i andre farver og hænge billeder op af os. Det ville overhovedet ikke gøre en forskel,” fortæller Nabil Darwish og ryster smilende på hovedet.

Alligevel gav han og de andre asylansøgere projektet en chance, for det gælder om at holde sig i gang, når man hverken må arbejde eller lære dansk. Ellers kommer man til at sidde og tænke. Tænke over, hvordan det hele skal ende. Og så giver man op, fortæller Nabil Darwish.

Det var et af de problemer ved at bo i et asylcenter, som gruppen af asylansøgere, kunstnere og studerende diskuterede sig frem til i fællesskab, og derfor blev kræfterne koncentreret om at skabe nogle permanente projekter, hvor man samtidig kan komme i kontakt med omverden, forklarer kunstner Morten Goll, der er en af tre initiativtagere til Asyl Dialog Tanken.

“Asylansøgerne lever i isolation, fattigdom og handlingslammelse, og det er meget værre end de forhold, de bor under. Om de så boede i et telt, ville de andre problemer betyde mere. Derfor droppede vi ideen om at ændre på arkitektur og indretning,” siger Morten Goll.

I små grupper filmede asylansøgere og studerende hverdagen i asylcentrene, og da projektet først blev kendt i lejrene, strømmede det til med asylansøgere, der også ville være med. For på den måde kunne de bryde ud af offerrollen og selv bestemme, hvordan de ville fremstilles. “Vi skal kun hjælpe dem til at hjælpe sig selv. For det giver dem ikke værdighed som individer, hvis de ikke selv kan arbejde for at blive lykkeligere,” siger kunstner Morten Goll.

‘LUK LEJREN’ ER INGEN LØSNING

I Trampolinhuset flokkes folk nu om scenen. Morten Goll holder åbningstale på engelsk, og Nabil Darwish tolker til arabisk.

“Det er så let at sige ‘luk lejren’, men spørgsmålet er, hvad man skal sætte i stedet,” lyder det først på det ene og så på det andet sprog.

Trampolinhuset er et bud på et svar. Med sin centrale placering lige ved Kongens Nytorv i København har flere danskere fået mulighed for at mødes med asylansøgere, og ideen er at bryde den mur ned, der eksisterer mellem de to samfund.

Mens børnene tegner med farvekridt på væggen i børnehjørnet, kan man lære dansk og arabisk, asylansøgere kan få gratis retshjælp, eller man kan lære mere om andre kulturer ved at tage sig en kop kaffe.

“Mama, kan du lave en kop til min ven,” spørger en gæsterne. På en skammel midt i mylderet sidder Elsa Hapte fra Eritrea og udfører en af de vigtigste ceremonier i sin kultur. Alle kalder hende ‘Mama’, som man også gør af respekt for ældre i Eritrea. På gulvet foran hende står det medbragte blus, hvor hun selv rister og koger kaffebønnerne. Hun hælder kaffen frem og tilbage mellem kander og kedler for at udføre ceremonien på den helt rette måde. Inden hun serverer den, søder hun kaffen med fire skefulde sukker. På bordene står små gule, grønne, brune og røde kager, som Elsa Hapte også har bagt. Folk bestemmer selv prisen på kaffe og kager, men ikke en krone går til Elsa Hapte og de andre asylansøgere selv. De må ikke tjene penge, så Asyl Dialog Tanken kan ikke hjælpe dem ud af deres fattigdom. Det er heller ikke det vigtigste, siger Nabil Darwish.

“Trampolinhuset kan skabe en forbindelse. Folk kan komme og spørge, hvor er du fra, hvilket sprog taler du. Det giver et sted, hvor folk fra begge samfund kan mødes. Det her er ikke løsningen. Men det er det bedste, vi kan gøre med det, vi har. Vi er normale mennesker og har ikke store politiske dagsordener. Vi prøver bare at ændre de fejl, vi ser,” siger Nabil Darwish.

ASYLAVIS SOM DE HJEMLØSE HAR DERES

Ud over kulturhuset har gruppen bag Asyl Dialog Tanken også skabt en ny avis Vis-a-vis, der skal skrives og sælges af asylansøgere og danskere. Inspireret af de hjemløses avis Hus Forbi skal avisen give læserne indblik i, hvordan verden ser ud for en asylansøger.

Pengene fra avisen og Trampolinhusets café skal gå til at etablere et permanent kulturhus, når Trampolinhuset lukker den 15. marts. Men det vil kræve halvanden million kroner årligt, anslår kunster Morten Goll. Så uanset hvor meget kaffe, Elsa Hapte brygger, afhænger projektet af velvillige fonde.

Ved et af bordene sidder georgiske Erik Jakubjan. Med boremaskine, hobbykniv og hammer har han været med til at forvandle Trampolinhuset fra en rodet byggeplads til et kulturhus, og i dag kan han slappe af. For ham er projektet allerede en succes, selv om det ikke skulle lykkes at tjene penge nok til et permanent kulturhus og en fast asylavis.

“Vi har arbejdet sammen med mange studerende fra Kunstakademiet og Arkitektskolen, og vi har lært dem at kende som søde og sjove mennesker,” siger Erik Jakubjan.

“Før det her projekt havde jeg ingen nære danske bekendte, så det er allerede en forandring. For problemet er, at vi er isolerede.”


 

>>Læs mere på Informations hjemmeside